Optagelsesprøve

Brænder du for musik, og vil du være en del af et kor med lækre harmonier og fede beats?

… så holder Beat That Blue optagelsesprøver til september!

Vi søger primært basser og tenorer, men sopraner og alter er naturligvis også velkomne.

Hvem er vi?

Vi er et seriøst rytmisk kor med omkring 40 medlemmer. Vi synger op til seks-stemmige arrangementer og kan lide at udfordre os selv. Vi er ikke er bundet til nogen bestemt rytmisk genre, men går efter et bredt udvalg af sange som skaber feststemning og giver kuldegysninger. Vi foretrækker også sange, der ikke bare lyder som versionen i radioen, men som har ekstra harmonier eller en opsætning som man kun kan opnå i et kor. Sangene i vores repertoire er både a cappella og akkompagneret.

Vi øver hver mandag fra 19 til 21.30 i Kulturhuset Bispebjerg Bakke (tæt ved Bispebjerg station og linje 5A).

Ud over det sangmæssige er vi også et meget socialt kor og vi kan godt lide at gå ud og få en enkelt øl eller lignende sammen efter øvegangene. Desuden har vi oftest en kordag i efteråret og en korweekend til foråret. Vi tror på, at hvis det fungerer socialt, så fungerer det musikalske meget bedre.

Hvem er du og hvad forventer vi af dig?

Du er formentlig mellem 20 og 40 år. Du er en ihærdig sanger med sans for tone og rytme. Det er en fordel med sangerfaring og nodekendskab, men ikke et krav. Vi forventer, at du er mødestabil og prioriterer koret. Hvis du har et godt fremmøde, er forberedelse hjemmefra sjælendt nødvendigt, idet vi gennemgår alle stemmer til øvegangene. Som ny i koret er det dog dit eget ansvar at lære de sange der allerede er på repertoiret, da disse ikke bliver gennemgået igen (men der er helt sikkert hjælp at hente i din stemmegruppe). I visse perioder (især op til koncerter) må der dog forventes noget forberedelse hjemmefra, så vi er top-tunet og klar til koncerterne. Vi afholder omtrent 6-8 koncerter årligt. Du skal derfor have lyst til at synge foran et publikum, hvor vi kan vise hvor dygtige vi er.

Optagelsesprøve

Vi har i år besluttet at indføre optagelsesprøve. Nærmere informationer om indhold og afholdelse af denne følger, men det kommer til at inkludere flerstemmig sang, solosang samt en rytmisk øvelse. Optagelsesprøven finder sted i september og kommer til at forløbe relativt uformelt, så bare ro på nerverne.

Deadline for tilmelding er 1. september 2017. Tilmelding foregår til nytmedlem@beat-that-blue.dk, hvor du meget gerne må notere dit fulde navn og hvilke stemmegruppe du forventer at synge i.

Har du lyst til et ugentligt energiboost og til at være med i et fællesskab med dejlige mennesker og fed musik, så kom endelig med til optagelsesprøve – Vi glæder os til at se dig!

Yderligere spørgsmål

Har du yderligere spørgsmål, er du selvfølgelig altid velkommen til at kontakte os på nytmedlem@beat-that-blue.dk. Se desuden mere om Beat That Blue på  facebook.com/beatthatblue/